Af Frida Bay Lorentsen
”No festival without rain”, bemærkede en munter tjener til mig, under et særligt voldsomt regnskyl. Solen skinnede måske ikke over årets Cannes-festival, men humøret var højt, når filmverdenens créme de la créme stuvede sammen under paraplyer i køen til Palais des Festivals.
Jeg deltog i tre af festivalens i alt 12 dage og nåede på den tid vidt omkring i genrer, produktionslande og, til tider, kvalitet. I lørdags afholdtes festivalens afslutningsceremoni, og sløret løftedes dermed for, hvilken af de 21 håbefulde kandidater, der løb afsted med De Gyldne Palmer. Du kan finde alle vinderne her – inklusiv Monster, som vandt for bedste manus.
Vi bringer her anden del af de ti anmeldelser – første del kan læses her.
Lost in the Night
Amat Escalante / Mexico / 2023
En mexicansk thriller co-produceret af danske Snowglobe burde næsten være garanti for høj kvalitet, men det gik desværre ikke helt som håbet denne gang
Filmen har egentlig en lovende start. En lille mexicansk by er splittet i beslutningen om opførelsen af en ny mine. På modstandersiden er den unge Emilianos mor, som i en pludseligt brutal scene, bliver kidnappet og hendes chauffør henrettet. Tre år senere får den nu 18-årige Emiliano (Juan Daniel García) et tip af en døende politimand, som leder ham til den dysfunktionelle Aldama-familie, sammensat af den moderne kunstner Rigoberto, sangeren Carmen og hendes datter, influenceren Mónica.
Efter et lovende setup mister filmen hurtigt fokus og synes at glemme, hvilken historie den ønsker at fortælle. Er det en historie om overklassens korruption og grådighed? En satire af influencers og overfladisk moderne kunst? En thriller, med en forsvinden, der skal opklares? En kærlighedshistorie?
Juan Daniel García gør en hæderlig indsats som den stoiske og hævngerrige Emiliano, men han forsvinder i et plot, der stikker i for mange retninger og dvæler ved de mindst interessante karakterer. Efter en times tid, havde jeg allerede glemt, hvad mysteriet egentlig var.
The Sweet East
Sean Price Williams / USA / 2023
Det er nok bedst, hvis jeg siger så lidt som muligt om den her. For din egen skyld, for filmen er helt klart sjovest, hvis man går til den med så lidt viden som muligt.
Udtaget til Directors’ Fortnight, starter Sweet East som en road movie med highschool-eleven Lillian, der er på skoletur med sin klasse til Washington DC. Det varer ikke længe, før den præmis droppes helt, og Lillian synger en Broadway-lydende sang til sit spejlbillede, og undslipper et skyderi via en hemmelig tunnel med en punker, hun møder på toilettet. Så er det surrealistiske og legesyge eventyr á lá Alice i Eventyland begyndt.
Instruktør og manuskriptforfatter Sean Price Williams er nok for de fleste kendt som fotograf på Safdie-brødrenes stressdrøm Good Time (2017). Han kan tydeligvis også sætte et godt manuskript op; Dialogen er velskrevet og humoristisk og fik mig til at grine (for) højlydt flere gange af de absurde sitationer, Lillian havner i.
Lillian hviler aldrig for længe ved én situation, før hun er videre til den næste og møder mennesker fra alle aspekter af det politiske spektrum i USA; fra anarkister til nynazister og et par utroligt entusiastiske og meget LA-agtige producere (fantastisk spillet af Ayo Edebiri og Jeremy O. Harris).
For nogen er den manglende struktur nok for meget, men har du lyst til én på opleveren, er den med sine vilde påfund, en film du ikke må misse, når den forhåbentligt rammer de danske biografer.
Eureka
Lisandro Alonso / Frankrig / 2023
De kan ikke alle være vindere. Det meste af vejen føltes Eureka mere som en slags afprøvning af publikums tålmodighed end noget andet.
Filmen fortælles i tre forskellige løst forbundne historier. Den kommer egentlig rigtigt godt fra start. I den første (en stilsikker parodi på en sort/hvid western) er Viggo Mortensen en dansk mand, som leder efter sin datter i en afsides landsby. I den næste har politikvinden Alana en rigtig dårlig dag på sin patrulje i Pine Ridge Reservation i nutidens USA. Den tredje foregår i den brasilianske jungle, hvor en ung mand tvinges til at forlade sit hjem og religiøse samfund.
Eureka har lige akkurat nok interessante elementer til at pirre nysgerrigheden. Som Alana, der med sin muntre og afslappede væremåde, er så anderledes fra hvordan politifolk normalvis portrætteres på film. Eller det mærkværdige ritual i den brasilianske jungle, hvor medlemmerne hver morgen skal fortælle hvad de har drømt. Men de lange indstillinger, hvor intet tilsyneladende sker, og skiftet mellem historier, når de først begynder at blive rigtigt interessante er ikke nok til at fastholde interessen i alle 146 minutter.
Da filmen var ved at være slut, kiggede jeg til mine sidekammerater. Den var den ene gået, og den anden faldet i søvn.
King of Algiers
Elias Belkeddar / Frankrig / 2023
Den afdankede gangster Omar (Reda Kateb), med tilnavnet Omar la Fraise, er i eksil i Algeriet på flugt fra en 20 år lang fængselsstraf i Frankrig. Han savner camembert og franske kvinder, men hans livslange partner in crime, Roger (Benoît Magimel), er af medlidenhed taget med ham, og tvinger ham til et nyt liv på lovens smalle sti i landets hovedstad, Algiers.
For en historie om en voldelig gangster, er King of Algiers overraskende fuld af livsglæde. Algeriet portrætteres med masser af kærlighed i varme farver og livlig musik. Selv til filmens premiere var denne stemning at spore; filmens stjerner kom dansende op ad den røde løber til tonerne af et algerisk liveband.
Dynamikken mellem Roger og Omar kan bedst beskrives som en vaskeægte bromance, der både er sjov og ofte ret rørende i deres ubetingede kærlighed til hinanden. Som Omar og Roger forsøger på deres nye lovlydige liv (udover en lille pose kokain, de lige skal have solgt), køber de sig ind i et bageri, hvor Omar møder Samia (Meriem Amiar), som han forsøger at imponere – med varierende held.
Den livlige stemning fortsætter i Omars bejleri, så når der i filmens sidste halvdel sker et markant skift mod grovere vold og en mere alvorlig tone, tager det et øjeblik at vænne sig til. King of Algiers er bedst når den ikke tager sig selv for højtideligt, og det gør den heldigvis sjældent.
The Rapture
Iris Kaltenbäck / Frankrig / 2023
Som en del af Critics’ Week, er denne film teknisk set ikke en del af Cannes-festivalen. Men som ét af højdepunkterne fra min uge i det franske, måtte den med.
Det er ikke ofte, at kvinder får lov til at gøre amoralske ting på film uden at blive fordømt eller straffet. Særligt ikke når der er børn involveret. Iris Kaltenbäck gør dette for den ensomme og pligtopfyldende jordemoder Lydia (Hafsia Herzi), der på samme dag finder ud at hendes kæreste gennem tre år har været hende utro, og at hendes bedste veninde Salomé er gravid.
I en sjælden instans af menneskelig kontakt, har hun et one night stand med buschaufføren Milos, som hun ni måneder senere tilfældigvis møder på hospitalet, hvor hun arbejder. Lydia har Salomés nyfødte datter i sine arme, og i et øjeblik af ensomhed eller desperation for at fortsætte deres relation, lyver hun og siger, at det er deres datter. Under dække af at hjælpe Salomé, passer hun datteren en gang om ugen, og bruger tiden med Milos, så han kan lære ”sin” datter at kende.
Hendes løgn er frustrerende og til tider uforståelig, men filmen præsenterer hendes handlinger uden at fordømme eller lave undskyldninger. Hun siger egentlig ikke meget, og når hun gør, er det endnu en løgn, men Herzis præstation sælger Lydia som en desperat og følsom sjæl, uden at det nogensinde bliver ynkeligt. Jeg kunne simpelthen ikke lade være med at holde af hende.
Selv en rimelig cheesy voice-over af Milos, der ret unødvendigt varsler om, hvordan hun bliver afsløret, kunne ikke slå min kærlighed ihjel. Jeg ville ønske, at der var flere film som The Rapture.
Kommentarer